Celebert besøk i Drøbak
Det er litt flatterende at to av våre Nobel-prisvinnere, Sigrid Undset og Knut Hamsun, begge har bodd i Drøbak i 
kortere perioder og skrevet derfra. (Knut Hamsun bygget huset “Maurbakken” syd i Drøbak mens han fullførte en roman på Renskaug hotel).
Sigrid Undset besøkte, som 16-åring sin danske tante Petrea Gyth som fra 1899 bodde på Skrivergården (i dag Solgry) sammen med sin mann Carl Johan Gluckstad Dahl som var politimester i Drøbak. Unge Sigrid kom til å bli boende der i lengre tid og likte seg svært godt der. Hun hadde på den tid begynt med en korrespondanse med en svensk pike i Malmø, som het Dea Hedberg. Fra brevsamlingen «Kjære Dea» gjengir vi en epistel fra 30. desember 1902;
Godt nytaar, og tak for det gamle. Jeg er flau over, at jeg ikke fik ønsket dig glædelig jul, men i de siste dagene før jul var jeg optat hele dage på kontoret, saa jeg ikke har faaet skrevet til en eneste sjæl. Saa fik jeg til giengjæld af chefen to dage fri – du skulde bare vide hvor herligt det er, naar man ellers slider i det dag ud og dag ind, saadan en ferie paa fem dage.
Jeg var hos min onkel i Drøbak — de bor nu i en gammel, hvid trægaard, det ligger gjemt mellem store kastanjetrær; den har ord for ar være en riktig spøgelsesgaard: i bryggerhuset er et barn blevet brændt under bryggerkjedelen, 1 kjælderen er et menneske begravet, oppe i onkels spisestue er en mand blevet myrdet, der er er store, hemmelighedsfulde lofter, hvor man må krybe paa knæ for at komme frem et hul, der atter fører ind til store, mørke lofter, et værelse er det ingen dør til – det staar tomt, og naar man paa en stige kryber op og titter ind gjennem vinduet, er der mørke pletter paa gulvene — det er et hennrivende gammelt skrummel.
Første nat sov jeg i mord-spisestuen, væg i væg med «det ígenmurede værelse» og der var storm — kastanjetrærne piskede mod ruderne og rotterne myldrede bag tapeterne. Nu vænter du vel en merkelig oplevelse, siden jeg har regaleret dig med denne vidtløftíge beskrivelse — jeg ventede det ogsaa, der jeg laa og stirrede ud i mørket – sceneriet var storartet og jeg i “modtagelig” stemning, men jeg blev snydt. Men gaarden er deilig.
Drøbak gård, Niels Calsens-familiens praktfulle residens fra 1754 – 1819, er en perle blant Drøbaks trebygninger. Ved porten inn til “Solgry” i dag står det to grantrær, der hvor det frem til midt på 1930-tallet sto to høye popler. Og innenfor dem igjen flere kjempestore kastanjetrær. De to som vi ser på dette brevkortet fra 1908, ble regnet som Norges største kastanjetrær. Det er ikke så mange år siden de måtte felles p.g.a. elde. Ta en tur innom «Solgry»-eiendommen og se på den stubben som enda er synlig.
Denne epistel fra Sigrid Undset er datert 29. juli 1899.
«Jeg er i dag kommet hjem fra Drøbak, da min tante fra København er hos os. Jeg har rigtig nyt dolce far niente dernede, stod sent op, gik og badede, du kan tro badelivet er ugenert der. Herrer og damer bader pele mele – for en stor del i Adams kostume. Man ser nøgne barn sidde ved bryggen og spille gnav, indimellem tar de sig en dukkert. – Naa, vandet er storartet og naar man kan og svømme, har man hele fjorden til sin raadighed. Fredag var jeg ved at drukne. Onkel og en ven, en offiser fra fæstningen, var roet med mig, og min 7aarige cousine ind at se paa nogen skov. Herrene gik op til skoven. Signe og jeg fandt en passende plads paa stranden, og klædde os af. Medens jeg svømmede om paa dypet, var barnet kommet ud paa et glat fjeld under vandet. Med møie fik jeg hende op paa stranden, men hun var rent foremommen af angst.
Om natten havde vi de deiligste ture i maaneskin. Vi sad i haven og hørte siridserne synge, laggermus svirrede og pindsvin i hver busk. Trærne stod som sorte silhouetter paa den klare, blaagrønne himmel. Saa kom maanen frem ved gavlen, og onkel foreslog en baadtur. Løitnant Sørensen som eier baad blev purret op og saa gik vi ned til fjorden. Maanestriben laa som et vatret, sølvgyldent baand paa fjorden. aasene stod sorte og stille mod den stjerneklare himmel og yderst i fjordgabet flød hav og himmel sammen. Og saa den stillhed paa vandet! Der gjøede en hund i byen eller der kom en baad i mørket, mens det knirkede regelmæssigt i tollgangerne – men det gjorde bare stilheden tydeligere. Og naar vi saa gik hjem, duftede lindetrærne saa man blev ganske træt. Saadan stærk lindeduft giver en sugende fornemmelse inde i brystet af stærk sødhed. Hos bedstefar staar der to lindetrær foran huset. Der laa jeg altid for aabne vinduer og havde hele duften drivende ind i mit kammer.”
Sigrid Undset skrev også om badet og badeliv i Drøbak, selv om det i den boken er heltinnen Ingvi1d som “fører ordet”.
«Det var saa pent i Drøbak, husene saa Iysmalte og nette indunder bredkronede trær, og paa den andre siden av gaten glittret sjøen mellom trærne. Tusen slags morro saa her ut til at være, men nu skulde de først gaa og bade! Hun var stiv og spent av aa grue seg. Badehuset laa ud ved en brygge. Inderst mot land var der muret op av stener, og mellom stenene laa bortslengt agn og ñsk og fiskeslo og lugtet vondt paa en rar og god maate, sjøagtig-. Paa sjøsiden av badehuset var det en slags veranda, og fra den gik en trap ned i vandet, der sto over de tre-fire nederste trin og det grodde grønske og smaa hvite knopper paa dem og bunden utenfor trappen var fin lys sand som vandet glittret grønt over og rutet med et net av lysskygger. Med munden knepet sammen kilte hun baklængs nedover de vaate trin. Kroppen hennes gjøs gjenkjendende mot den frygtelige vaate kulde, hun fik gaasehud – men nu stod hun paa bunden og holdt i trappen. Ut fra badehusaltanen stak et langt spir som det hang tauger ned fra. Ingvild fik tak i et taug, klynget seg fast til det og sparket i vannet alt hun orket, skrek som de andre badeungene, svelget sjøvand og det smakte gyselig – deilig”.
I Pensjonistnytt nr 1/1998 side 6 – 7 og videre i nr 2/1990 side 6 – 7 står denne artikkelen. Vi takker Bernhard Magnussen for velvillig tillatelse til å gjengi artikkelen og bildene.
Bernhard Magnussen var født og oppvokst i Drøbak – en “urinnvåner” som få andre. Gjennom sitt omfattende lokalhistoriske arbeid bidro han til å gi oss en enda sterkere følelse av tilhørighet til dette vakre stedet ved fjorden. Han skrev en rekke artikler, to bøker om Vindfangerbuktas historie, og ikke minst historien om husene i Drøbak fra nord til syd. Han satt i redaksjonskomiteen for det omfattende Frogn Bygdebokverk på fem bind. Videre bidro han til Verneforeningens utgivelser av billedbøker fra gamle Drøbak, og han var en yndet foredragsholder. Han fikk Frogn kommunes kulturpris i 2002 og ble tildelt Kongens Fortjenstmedalje i sølv i 2007. Han var mangeårig æresmedlem i Verneforeningen Gamle Drøbak og gikk dessverre bort i 2013.